--> -->

Albanien og Makedonien. Oplev de to spændende og ukendte lande med ekspertrejseleder. Vi afventer nye afrejsedatoer. Har rejsen din interesse, er du velkommen til at sende os mail, så vi kan holde dig orienteret, når ny rejse er klar.

Rundrejse til Albanien og Makedonien - 11 dage​

Oplev ubeskrivelig smuk natur, tilbagestående landområder og pulserende

byer samt den helt særlige stemning, der hersker her i Balkan. Få en

indføring i disse landes komplekse historie fra romerne, osmannerne over

kommunistisk diktatur til landenes aktuelle problemer som unge

demokratier. 11 dage i selskab med en af Balkan-ekspert,  

​​​

Europas bedst skjulte hemmelighed, sådan kaldte man Albanien og Makedonien for få år siden. Det gælder til dels ligeså i dag. Oplev disse enestående lande og Balkanområdet inden masseturismen for alvor sætter ind. Turen giver en sjælden mulighed for at få en indføring i dette kulturområdes brogede og komplekse historie. En historie der stadig lever i folks bevidsthed, også i dag, og som er afgørende for at forstå disse landes indenrigspolitik, og begge landes forsøg på – med hver deres tilgang – at integrere sig i det moderne Europa. Begge lande er placeret i Balkan, og her møder man stor landskabelig skønhed og gæstfrihed. Både hoteller og vejene har fået et løft de seneste ti år. Man overraskes over hvor pænt og rent her er, og hvor herlig og sund maden er i disse lande. Mange fordomme vil bliver gjort til skamme på denne tur hos mange. Det er også et

område, hvor man kan føle sig lige så tryg som i Vesteuropa.

Fakta:

Afrejsedato Vi afventer nye afrejsedatoer. Har rejsen din interesse, er du velkommen til at sende os mail, så vi kan holde dig orienteret, når ny rejse er klar

Varighed: 11 dage

Prisen indeholder:

flyrejse, ophold i delt to personers hotelværelse på gode centrale hoteller, alle afgifter og skatter, fuldpension på gode lokaler restauranter undtagen to aftensmåltider, alle entréer og smagninger jf. programmet, lokal engelsktalende guide hvor det er påkrævet.

Tillæg for eneværelse: 3.000 kr.


​Kort "Dag til dag" program for turen:

Dag 1: København-Tirana-Kruja og indkvartering på vores hotel.

Vi kommer til Tiranas lufthavn først på eftermiddagen, og kører den korte tur op til Kruja, hvor nationalhelten Skanderbeg i 1400-tallet havde sin borg. Fra Kruja er der en fantastisk udsigt over lavlandet, Adriaterhavet og man skimter Tirana. Vi besøger museet for Skanderbeg, som viser hvilken rolle denne helt spiller for albanerne, men også hvordan kommunisterne iscenesatte nationalismen. Besøg i den langstrakte bazar, hvor man kan købe alt fra kunsthåndværk til antikviteter. Vi får middag med gode karakteristiske lokale retter. Indkvartering på hotellet i Kruja.

Dag 2: Tirana. Byvandring og socialrealistisk kunst.

Vi kører fra Kruja til Tirana, hvor vi får indtryk af Albaniens hovedstad på en

byvandring. Det er en ret ny by, som er præget af italiensk indflydelse i 1930erne, kommunismens betonbyggeri og en heftig ny byggeaktivitet. Vi besøger en af verdens største samlinger af socialrealistisk kunst på det nationale kunstmuseum. På kunstmuseet får vi en god indføring i Albaniens nyere historie. Indkvartering på vores gode hotel i centrum. Middag med traditionel albansk mad.

Dag 3: Tirana. Den kommunistiske fortid og den religiøse nutid.

Dagen starter med et besøg i et bunkeranlæg midt i byen, hvor den kommunistiske ledelse kunne søge tilflugt i tilfælde af krig. I dag er der indrettet et museum om kommunisttidens hændelser. Vi fortsætter med et besøg i Ethem Bey-moskeen og den ortodokse kirke.

Vi taler her om de religiøse forhold i Albanien, hvor forholdet mellem muslimer, ortododokse kristne og romersk katolske kristne forløber ganske gnidningsfrit. Sidst på eftermiddagen kører vi til en vingård, som arbejder efter økologiske retningslinjer. Vi får en rundvisning og får middag der.

Dag 4: Tirana-Berat.

​Vi kører til Berat, i alt ca. 170 km. Undervejs besøger vi et ortodokst kloster og får frokost på en restaurant med en flot panoramaudsigt.

Videre mod Berat kører vi gennem nogle meget smukke, kuperede landbrugsområder med flere søer. Sidst på eftermiddagen kommer vi til Berat, hvis gamle bydel har et tydeligt osmannisk (tyrkisk) præg. Byen kaldes ”de 1000 vinduers by” fordi man på én gang kan se vinduerne på utrolig mange huse, som ligger i mange niveauer op ad en bjergskråning. Den gamle bydel af Berat er et officielt UNESCO verdensarvsområde. Vi indkvarteres vi på et godt og centralt hotel.

Dag 5: Borgen ved Berat, ikonmuseum, vinsmagning.

Om formiddagen besøger vi borgen, som ligger oven over Berat. Indenfor borgmurene er der beboelse, flere kirker og et ikonmuseum med bl.a. ikoner lavet af den berømte albanske ikonmaler Onufri fra 1500-tallet. Vi kan også nyde en flot udsigt over egnen. Vi kører dernæst gennem kuperede og smukke landskaber til en landsby, hvor vi får frokost, før vi ser os om i landsbyen. En familiedrevet vingård åbner dørene for os, og vi får lejlighed til at smage deres gode vine og raki (snaps). 

Dag 6: Berat-Elbasan-Ohridsøen-Sveti Naum-Ohrid.

Vi kører mod Elbasan, hvor vi fra vejen kan se det kæmpemæssige metallurgiske kombinat, som blev bygget med kinesisk hjælp i 1970erne. I dag står det meste i ruiner, kun en lille del er i brug. Vi fortsætter ind mellem bjergene indtil vi når Ohridsøen, hvor vi får frokost ved den lille pittoreske by Lin. Ohrid-søen ligger 695 m. over havet, er en af Europas dybeste (288 m.). Den blev dannet for mellem fire og ti millioner år siden. Søen har et unikt økosystem med mere end 200 endemiske arter. Ohridsøen og dens omgivelser har været på UNESCOs Verdensarvsliste siden 1979.

Efter frokosten kører vi ned langs søens vestside og krydser over til Makedonien, hvor vort første stop er ved Sveti Naum-klosteret. Det ortodokse kloster er grundlagt i 905 af den hellige Skt. Naum, som skal have gjort helbredende mirakler, og som er begravet der. Både klostret og omgivelserne er umådelig smukke. Fra Sveti Naum fortsætter vi de sidste 30 km. langs Ohrid-søens østside til Ohrid, hvor vi indkvarteres.

Dag 7: Ohrid. 

Byen Ohrid ligger omgivet af dramatiske bjerge og enestående natur. Her er masser af små butikker på gågaden og i den gamle bydel samt et væld af hyggelige caféer. Arkitekturen er også noget helt for sig selv: Gamle huse i osmannisk stillæner sig ind over pittoreske gader. Der er et væld af ortodokse kirker, hvoraf vi ser nogle af de mest interessante. Der bliver mulighed for at se det romerske amfiteater og Tsar Samuils borg, hvor den makedonsk, bulgarske historikerstrid kan belyses.

Dag 8: Ohrid-Mavrovo-Tetovo-Skopje.

Vi kører ad den smukke vej op langs de bjerge, som danner grænsen mellem Makedonien og Albanien. Vi gør et kaffestop i Makedoniens største nationalpark, Mavrovo, ved en opdæmmet sø, der ligger i et imponerende bjerglandskab. Næste stop bliver i Tetovo, hvor vi besøger en Bekhtasi-helligdom, hvor vi håber at kunne træffe den lokale sufi-leder. Frokost i Tetovo med en lille overraskelse. Om eftermiddagen kommer vi til Makedoniens hovedstad, Skopje, hvor vi bliver indkvarteret centralt, og får tid til at danne os de første indtryk af byen. 

Dag 9: Skopje.

Skopje er en spændende by at besøge. Her kan vi både opleve det gamle balkanpræg i den nordlige bydel med basaren og i den sydlige bydel et forsøg på at skabe en imponerende hovedstad i antik stil. Der er næppe noget sted i verden, hvor man finder så mange nye statuer i gammel stil, søjler eller en ny triumfbue som i Skopje. Det er opført i et projekt ”Skopje 2014”, som blev sat i gang i 2010, men som slet ikke er færdigt endnu. Skopje blev stærkt ødelagt af et jordskælv i 1963, så der er ikke mange gamle huse tilbage, og en del af bygningerne fra tiden efter 1963 er i ”Skopje2014”-projektet blevet beklædt med søjler og pilastre i gammel stil. Hele projektet er stærkt omdiskuteret, man kan glæde sig til at se det og danne sin egen

mening. Vi får en omvisning med en lokal guide og god tid til selv at studere byen.

Dag 10: Skopje.

Denne dag er afsat til at bruge tid på egen hånd, og der er mange valgmuligheder. Der er flere museer med makedonsk-historiske temaer, et godt jødisk-historisk museum, et kunstmuseum, et museum for Moder Theresa. Jeres guide  kan give råd og vejledning, men naturligvis ikke gå med alle stederne. Der er også mulighed for at besøge roma-komunen Šuto Orizari med godt 17.000 indbyggere, som har deres egen roma-borgmester.

Dag 11: Skopje-København.

Efter en god morgenbuffet, bliver vi kørt til Aleksander den Stores lufthavn og sidst på eftermiddagen ankommer vi til København

​ 

Info

logo

KRIM REJSER ApS

v/ Julia og Thomas Køllner

​Stokholmsvej , 8,

3060 Espergærde

CVR: 28654383

Tlf.: 26 12 03 66

E-mail: info@krimrejser.dk

Medlem af Rejsegarantifonden nr. 1805​

Læs vores persondatapolitik her!

Skriv til os

 
 
Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

Da vi er et mindre rejseselskab, hvor vi samtidig ofte er på rejse med vore gæster, kan der forventes 2-3 hverdages ekspeditionstid inden vi kan læse eller besvare skriftlige henvendelser. 

Er der vigtige meddelelser vi skal modtage, bedes man ringe på vores telefon 26 1​2 03 66, som vi aflytter hver dag​.